Lambchop – fra kedeligt til fremragende
Der var lagt op til en hyggelig og afslappet oplevelse i selskab med Kurt Wagner og Lambchop denne tirsdag aften, hvor Østerbro-segmentet havde taget turen til Vesterbro for at nyde et par timer i selskab med Amerikas fineste bud på et country-loungeband. Vega havde stillet stole frem og lukket balkonen, så kunne vi sidde i gulvhøjde og nyde Wagners ekvilibristiske baryton, der knækkede og vibrerede efter behag. I begyndelsen var det egentlig lidt kedeligt; ikke direkte dårligt, men Lambchops underspillede charme og sarte country-soul havde det bare svært overfor et publikum, der lige skulle finde sig til rette i den intime atmosfære.
Det blev bandet selv, der sørgede for, at stemningen langsomt vendte. Første gang Wagner henvendte sig til publikum, stod det nemlig klart, at den kasketbærende frontmand og de resterende seks medlemmer var i et særdeles snakkesaligt og hjerteligt humør. Herfra gik næsten alt op i en højere enhed. ‘Of Raymond’ fra gruppens nyeste album ‘OH (Ohio)’, som i øvrigt blev spillet i sin helhed, indledte en imponerende række af besjælede ballader og folkpoppede perler, hvor især ældre sager som ‘All Smiles and Mariachi’ og ‘Soaky in the Pooper’ fik hårene til at rejse sig.
Da Wagner efter en nærmest vild og hektisk omgang ordspytteri i ‘Give It’ gled over i en fandenivoldsk version af Talking Heads’ ‘Once in a Lifetime’, var det så rystende godt, at jeg sjældent har oplevet noget lignende på Vega. Hvad der begyndte som en lidt tøvende affære tidligere på aftenen endte dermed fuldstændig fantastisk.