Oasis – evergreens og elendigheder
De kommer fra arbejderklassen, men som band er Oasis dybt konservative. De skriver de samme sange som altid, og på deres nuværende turné spilles de samme sange hver gang. Således var der ingen overraskelser lørdag aften på Frederiksberg. Til gengæld var der masser af energi og nostalgi.
På scenen var kvartetten udvidet med Robbie Williams’ tidligere trommeslager og en tangentspiller, der lignede Jesus. Og i starten kunne Oasis da også gå på vandet. De lagde ud med ‘Rock ‘N’ Roll Star’, og med det samme havde de lagt salen ned. For 14 år siden var stjernestatus deres forhåbning, men lige siden har det været et faktum. Åbningsnummeret fra debutalbummet blev leveret ligeså berusende som dengang, og ‘Cigarettes & Alcohol’ faldt på et tørt sted kort efter. De havde publikum i deres hule hånd, men så spillede de en stak nyere numre, der klingede mere hult.
Oasis leverede en kombination af gammelt guld og nyere kompositioner af knapt så høj karat. Og den kvalitetsforskel blev sat i relief af den gamle b-side ‘The Masterplan’, fra dengang Noel Gallagher smed om sig med suveræne sange, der end ikke klarede cuttet på de første par plader. Siden har bandets udgivelser nemlig været fyldt med – fyld. Vi fik seks skæringer fra den seneste skive, hvilket var forventeligt. Og ligeså forudsigeligt gik det ud over fadølsfesten i Falconer Salen.
I modsætning til koncerten i Valby-hallen i 2005 fik vi ikke lov til at skråle med på slagsangen ‘Live Forever’. Til gengæld var både lyden og setlisten bedre end dengang. ‘Slide Away’ tog kegler og deres symfoniske syrerock-version af ‘I Am the Walrus’ tog stikket hjem til sidst. Og til tonerne af ‘Champagne Supernova’ drømte man sig tilbage til teenageårene, hvor man var uskyldig og usårlig. Oasis er ikke længere nogen af delene, men de gav den gas takket være musikkens kraft og lillebror Liams karisma.
Oasis live anno 2008 var helt efter bogen. En time og tre kvarter med rene evergreens og en stak næsten lige så rene elendigheder. Heldigvis var der klart flest af førstnævnte.