Q-Tip
»A lot of rappers got flavor and some got skills, but if your voice ain’t dope then you need to chill«, rappede Guru tilbage i 1994, og nu er manden med en af hiphoppens mest karakteristiske stemmebånd parat med opfølgeren til sin solodebut ‘Amplified’ fra 1999. Q-Tips tørre vokal vækker genkendelse langt udover hiphop-kredse, og den lange ventetid har ikke dæmpet forventningerne til hans nye album.
Men Q-Tip er meget mere end en god stemme. Den legendariske frontmand fra A Tribe Called Quest er en poet af fornemmeste karat og samtidig en dygtig producer. På nær en enkelt J Dilla-produktion står han selv for de funky basgange og bløde rhodes, der stryger én med hårene og spreder lutter good vibes.
Han er efterhånden blevet 38 år, og det er et modent album, som lugter mere af designerkøkken end gadehjørne. Der står politik, kærlighed og fest på programmet, og Q-Tip er i fuld kontrol hele tiden. Cool og tilbagelænet som altid. Selv når det handler om en utro kæreste på ‘You’, bliver det til følsom refleksion. I Q-Tips verden råbes der ikke møgluder.
Det er en behagelig fornøjelse at være i selskab med albummet, og man kan håbe på, at der ikke skal gå ni år, før vi får chancen igen.