Delays

Delays sætter sig på deres tredje studiealbum rent stilmæssigt imellem et helt sæt stole. De vil en hel masse: De vil feste, de vil være poppede, de vil være bombastiske, og de vil forføre det modsatte køn med tillokkende tekststykker som »Love made visible, your skin feels incredible, I wrote your name with graffiti on the wall« fra nummeret ‘Love Made Visible’.

Det helt store problem er bare, at ingen af delene fungerer. For Delays er ikke et band, der kan smide partybomber i rockformat, som fungerer både i koncertsalen og på natklubben. De er ikke et band, der kan være pompøse, som eksempelvis landsmændene fra Muse mestrer til fulde. Og hvis jeg var af det modsatte køn, ville jeg i høj grad føle, at jeg blev bejlet til fra klichéernes sproglige kirkegård.

På produktionssiden er der heller ikke sparet på noget. Strygere, vokaler, pianostykker, discotrommer og guitarspor nok til mange år flyder sammen i en gryderet, der desværre hverken smager eller dufter troværdigt. Delays har gjort det kompliceret for sig selv, for bag det forvirrende ydre besidder de givetvis en del melodiske kvaliteter og ideer. Der er bare alt for langt ind til kernen.