Puppetmastaz
Puppetmastaz er en hiphopgruppe bestående af gakkede hånddukker med skæve linjer og en stil, der bedst kan beskrives som et gadekryds af Beastie Boys og Gorillaz. De forsøger på deres tredje album at overbevise verdensbefolkningen om, at vi skal droppe vores identitet og i stedet springe ud som dukker. Det kræver dog mere gennemslagskraft på mikrofonen, hvis drømmen om et dukke-regime skal føres ud i livet.
Et af problemerne på albummet er, at et ellers anderledes og spændende univers ikke fungerer nær så godt i et sæt høretelefoner eller på et anlæg, som det gør visuelt. Langt fra faktisk. For som lytter lader man sig sjældent manipulere og blivet fænget af deres forsøg på at beskrive en muppet-lignende dukkeverden. Der skal simpelthen billeder og et show til, for i længden bliver deres flow og stemmer irriterende frem for interessevækkende, og lyrikken fremstår mærkelig i stedet for unik.
Et par gange lykkedes det dog med succes at få en til at ønske, at man var en hånddukke og bare for et øjeblik glemte sin identitet og slap sig løs. Det skyldes især scenemændene, der flere gange leverer en lydkulisse i høj klasse. Lyt blandt andet til nummeret ’Animals’, hvor en lyd, der er inspireret af fransk house, fremhæver deres skæve univers og viser hvilken vej, de skulle være gået, hvis deres kreative mission skulle have lykkedes.