J Tillman

Vacilando er spansk for en slags vagabond, for hvem selve rejsen er vigtigere end destinationen. Et ord som amerikanske Josh Tillman har opkaldt sit seneste soloudspil efter, og som kan fungere som et billede på kunstneren, der skaber sin kunst uden tanke på anerkendelse eller økonomisk profit.

Netop anerkendelse har Tillman ellers opnået masser af som trommeslager i et af sidste års helt store nye navne – Seattle-bandet Fleet Foxes. Alligevel rammer vagabond-analogien ikke helt ved siden af, for ‘Vacilando Territory Blues’ er faktisk Tilmanns femte album – de foregående er dog blot udsendt i få hundrede eksemplarer og er således godt skjulte hemmeligheder.

Musikalsk set ligger materialet trods hjælp fra bandkollegerne Casey Wescott og Christian Wargo et stykke vej fra rævenes sjælfyldte vokalarrangementer. For selvom det stadig er den amerikanske folk, der hentes inspiration i, bliver den her mere blå og introvert. Størstedelen af numrene udføres med akustisk guitar og Tillmans varme vokal i fokus tilsat sparsomme virkemidler som valdhorn og lapsteel.

Det er dog særligt i numre med fuldt bandsetup, at der for alvor kommer hul igennem. Således tegner ‘Steel on Steel’ og ‘New Imperial Grand Blues’ sig for to af højdepunkterne med fængende melodier og energisk drive. Og det giver heldigvis det nødvendige modspil til det ‘late night’-udtryk, der ellers præger udspillet.

J Tillman. 'Vacilando Territory Blues'. Album. Bella Union/Cooperative/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af