Ungdomskulen

Allerede på debutalbummet ‘Cry Baby’ viste de tre nordmænd i Ungdomskulen med energisk og dansabel progrock, at de absolut ikke lefler for nogen. Lydmuren bliver endnu mere utilgængelig på deres andet album, men bag den gemmer sig et pompøst lydlandskab, man kan fortabe sig i.

Som et kulørt platformspil fra 80’erne hopper Ungdomskulen på ‘Bisexual’ fra den ene udsyrede dimension til den anden med maniske og svedende temposkift, hidsige trommer og hylende guitarriff. På mange måder føles det, som om Bergen-bandet har destilleret kystklimaet ved hjembyen ned i albummets otte numre. Eminente hypnotiske passager, hvor lytteren sendes svævende ud mellem fjelde, fjorde og dybblå himmel, erstattes af piskende regn, brølende Atlanterhavsstorme og knytnæveslag på den lokale bodega.

De tre perler ‘Sleep Over Beethoven’, singlen ‘Idunno’ og ‘Only in Novels’ er alle adelsmærker for en musikalsk dumdristighed, de tre nordmænd administrerer med selvsikkerhed. Størstedelen af numrene på ‘Bisexual’ er over seks minutter lange, men med Kristian Stockhaus’ stemme, slentrende basgange og oaser af insisterende guitartoner bliver man aldrig ladt i stikken.

Man kan pege på mange bands, Ungdomskulen har hentet inspiration fra, men først og fremmest har de udviklet deres egen lyd. Det er syrepop, psych, indierock, progrock og hipsterheavy på én og samme tid. Et veritabelt genremiks der kræver hasarderet tålmodighed fra lytterens side, men når først barrieren til progrockernes tågede univers er sablet ned, er der også musikalsk højfjeldssol for alle pengene.

Ungdomskulen. 'Bisexual'. Album. Artspages/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af