Pop Revo 09: Love Is All – svensk sol over Århus

Man kunne vælge at sige, at der var massevis af kærlighed til alle, da svenske Love Is All fredag aften gik på scenen i Århus som tredje optrædende på Pop Revo. Man kunne også bare sige, at bandet gav en fremragende koncert. Noget der i ligeså højt grad skyldtes bandets egen energi og velspillenhed, såvel som det ivrigt dansende publikum der på dette tidspunkt havde fyldt Voxhall godt op.

Og svenskerne indtog da også scenen på det helt rigtige tidspunkt. For efter en stilfærdig ‘sid ned’-koncert med Choir of Young Believers havde festivalen netop rundet det punkt, hvor voksne mænd så småt var begyndt at danse rundt med hinanden og ikke mindst – og stærk undervurderet – sig selv.

Bandet var knapt kommet på scenen, før tonerne til ‘Wishing Well’ skød koncerten i gang. Hurtigt og sprudlende og så direkte over i ‘Give It Back’. Og så videre. Det gik ikke stille for sig, og frontkvinde Josephine Olausson fik da også sunget, danset og koklokket sig igennem koncerten sammen med saxofonist James Ausfarht, der ihærdigt slog sin vandflaske ned i bordet. Og spillede saxofon. Energi manglede der ikke, hvilket aftenens højdepunkt i form af en fremragende fremførelse af debutens førstesingle ‘Busy Doing Nothing’ demonstrerede.

Desværre varede festlighederne ikke meget mere end 40 minutter. Men på den anden side var det nok meget godt. Man nåede ikke at kede sig et sekund, og dele af publikum kunne nok have brug for at hvile lemmerne efter de abstrakte kropsøvelser og bevægelser, musikken havde sat gang i.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af