Spot 2009: Maria Timm – dansevenligt og bundsympatisk

Maria Timm har været en travl kvinde på dette års Spot Festival. Fredag optrådte hun både med Trolle//Sibenhaar, Kim & The Cinders og Marybell Katastrophy, og lørdag var hun så klar til at spille igen. Denne gang bare som sig selv.

 

Rytmerne fra den groovy ‘Here Comes the Train’ lagde ud på den tomme scene, der efterhånden blev fyldt op som bandet en efter en kom ind med hænderne i vejret. Og til sidst kom frontkvinden selv, klar til at fremføre et bredt udvalg af debuten ‘The Plan’s dansevenlige numre, der hurtigt fik publikummet til at rokke med fødderne og vippe med hovederne.

 

Debuten er på mange måder et overflødighedshorn af fængende popmelodier, og ligeså var koncerten. Der blev kastet med kantet pop, fine korarrangementer og perkussion en masse fra scenen, hvor Maria rockede med til musikken og spillede på henholdsvis bas, luft og guitar. »Vi vil ikke snakke så meget, så vi kan nå at spille nogle flere numre«, sagde hun, og det var der ikke grund til at klage over, for samspillet fungerede upåklageligt.

Fremragende sange som ‘To the Top Up Up’, ‘Deco Deco’ og den lidt langsommere ‘Not Enough’ satte alle godt gang i den tidlige fest, såvel som da gruppen mod slutningen spillede deres hit ‘Dirty Place’. Det blev aldrig dybt rørende eller himmelråbende smukt, men om ikke andet var Maria Timm & co. et på alle måder behageligt og bundsympatisk bekendtskab.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af