Spot 2009: Messy Shelters – forfriskende umoderne
Efter to dages Spot Festival, hvor alle lyder som det sidste nye skrig, er det ren balsam for ørerne at lægge dem i blød i en gang god, tilbageskuende sangskrivning, der tager lige præcis den tid, der er nødvendig. Messy Shelters er leveringsdygtig i dvælende og smuk folk, der trods bagmanden Mikkel Boldings eget eremitlook ikke er utilnærmeligt introvert men tværtimod får masser af plads at udfolde sig på.
På debut-ep’en ‘Abandonship’ dyrker Messy Shelters et nuanceret lydbillede, hvor der kredses om en mangfoldighed af detaljer. Udfordringen med at omsætte det til en live-situation løste han ret godt med fire alsidige backingmusikere, hvoraf den ene spillede både keyboards og elorgel, harmonika og mundharpe. ‘Wandering Wondering’ er fornem sangskrivning, som Arcade Fire i en stille stund, og blev fremført tindrende smukt, og på ‘Roll Over Reason’ fik xylofon og kantslag på trommerne rytmesektionen til at rasle som skeletter i skabet i takt med kontrabassen.
Hovedpersonens indadvendte facon fik passende modspil af guitaristens nøje doserede støj og af et ordentligt brød af en trommeslager, der buldrede løs på tammerne. Sådan én burde flere folksangere anskaffe sig til at lægge noget muskel i foretagendet. Og bedst som man mente at have kategoriseret Messy Shelters som endnu en talentfuldt, skrøbelig stivstikker, lossede han bandet ud i nogle fantastisk velspillede 60’er-inspirerede, psykedeliske instrumentalpassager, hvor orgeltangenterne fik et lag tørre tæsk.
På den måde kom vi hele vejen rundt om en kunstner, der bliver virkelig spændende at følge fremover. Desværre sluttede den fremragende koncert efter blot en halv time, hvilket er for lidt selv for en showcase-festival.