Kasabian

Madchester. Der skete noget med musikken i det nordvestlige England dengang i slut-80’erne og start-90’erne. Sammen med stofferne rykkede rockmusikken ind på klubberne og dannede en magisk cocktail, hvor indierock og dansemusik smeltede sammen. Den lyd er Kasabian søgt tilbage til på deres nye album. Tilbage til rødderne, tilbage til storhedstiden for engelsk rock. Det kan såmænd være charmerende nok som et nostalgisk tilbageblik, men problemet er bare, at det kommer til at lyde så fandens bedaget i længden. The Stone Roses og Happy Mondays har ligesom været der.

Det hele åbner med ‘Underdog’, der med sit dansevenlige beat, kildende guitar og nemme omkvæd nok skal blive et hit på klubber i England såvel som i Danmark. Og så er stilen ligesom lagt, for albummet igennem fusionerer Kasabian rocken med de elektroniske rytmer. Langt hen ad vejen fungerer det faktisk udmærket, men hvad bandet har tænkt sig med det frygtelige drum’n’bass-helvede, som udspiller sig på ‘Swarfiga’, står hen i det uvisse, for det hænger ikke rigtigt sammen med albummets øvrige numre. Så går det straks bedre med førstesinglen ‘Fire’, der med sin fine keyboardflader og lækre groove gør det svært at sidde stille.

Det er ikke noget dårligt album, hvis man er til Madchester-lyden, men Kasabian mangler at frigøre sig fra fortiden og vise selvstændighed.