Taxi Taxi!
Taxi Taxi! får ingen sympatipoint, fordi de er unge. Til gengæld får de point, fordi de har lavet et virkelig godt debutalbum, der er et sammenkog af det bedste fra deres to forudgående ep’er og nyt materiale. Det er stadig de to tvillingepigers halvskingre vokaler, der styrer lytteren igennem samtlige af de melankolske sange. Nu er de bare blevet tilsat mere lyd og flere instrumenter.
Eksempelvis har de krydret guitarakkorderne og tangentspillet i den skønne ‘All I Think of’ med lyden af hi-hat og sporadiske, hårde tromme- og kantslag. Derudover bliver der også flittigt gjort brug af harmonika og trompeter, der tilfører en skæv romantik til de i forvejen smukke numre.
Hvor der er sket noget på lydsiden, er der til gengæld ikke meget nyt under den svenske sol med hensyn til det lyriske. Det drejer sig stadig om kærligheden til det andet køn. Men teksttalentet er der. Det beviser de allerede på den halvpsykopatiske førsteskæring ‘Still Standing at Your Back Door’, om en pige der holder øje med sin fyr og skriver ned, hvad han spiser, hvem han møder, og hvad han har på.
Der er lidt Björk over søstrenes sang. Og selvom de er mere dystre end den lille islænding, formår de flere gange at være lige så magiske. Nu kommer alderen så alligevel til at spille ind, for den og dette udspil taget i betragtning, så tegner fremtiden rystende lys for Taxi Taxi!.