The Antlers

Er det muligt at nyde historien om et andet menneskes dødskamp mod cancer? Efter at have fået en sådan fortalt af bandet The Antlers, vil jeg vove at påstå, at svaret er ja.

Trioens debutalbum ‘Hospice’ omhandler netop det at dø af kræft og at sidde på forreste række og se hjælpeløst til, mens ens store kærlighed forsvinder til et andet sted. Teksterne er en historie, der starter med, at fortællerens elskede får konstateret kræft på pladens anden skæring, langsomt svækkes hun og ligger slutteligt død otte numre senere.

Albummet er et gennemført koncept. Teksterne holder det hele oppe, mens musikken holder det hele sammen. Instrumenterne agerer de hjælperyttere, der er så vigtige for at køre holdkaptajnen til en podieplads. Hele vejen i gennem er klaverspillet simpelt, trommerne rolige og guitarerne skælvende og rustne. De bliver akkompagneret af forsanger, Peter Silbermans, androgyne og ofte desperat bævrende vokal, der konstant gyder af troværdighed. Man tror på, at Silberman oplever det hele, mens han synger det.

Selvom albummet fungerer som en enhed, er der numre, der stikker ud. Ikke mindst på ‘Wake’ der gennem otte minutter bygger sig op fra en sagte stortromme, en lavmælt fortællerstemme og kuldeskærende baggrundsgisp til at blive forløst af kavaleritrommer og en insisterende vokal, der gentagne gange skriger »Don’t ever let anyone tell you, you deserve that«.

‘Hospice’ kræver tid og plads. Og hvis den får det, vil den kravle ind under huden og for alvor sætte sig fast, som et af 2009’s bedste album.

Læs interview med The Antlers i det nye Soundvenue ude nu.