Do Make Say Think
Måske har du hørt om Canada. USA’s forfrosne fætter mod nord. Landet hvor indierock pisser ud af øvelokalerne som gejsere, med eksempelvis supergruppen Broken Social Scene som spydspids. Men så er der også det andet Canada, postrock-nationen hvor BSS-søsterbandet Do Make Say Think danser på bordet, mens jætterne i Godspeed You! Black Emperor slumrer tungt.
Gennem et årti har musikfascister som undertegnede skrevet mangt og meget om DMST, men dette sjette album truer med at blanke selv de mest elitære anmeldersnuder af for ord. Vi prøver alligevel: Kollektivet har efter det lidt mere letfordøjelige sidste udspil vendt tallerkenen 180 grader og præsterer her fire alenlange numre, nøgternt døbt efter de fire ord fra bandets navn.
Med en spilletid på knap tre kvarter er det en modig lussing til en tålmodighedsudfordret zappergeneration og samtidig et reboot – tilbage til den nedbørstunge melankoli fra deres tidlige output. De sjældne, diffuse vokalindslag leveres igen af blandt andre Akron/Family, trommespillet er vanligt polyrytmisk og indviklet, guitarerne droner derudaf med drømmende fingerspil, og endelig projicerer hornsektionen en kosmisk, nærmest pastoral stjernetåge omkring numrene.
Hvis ovenstående dansepartner lyder for tung at tumle med, kan vi omvendt berolige med, at det er ustyrligt fængende, selv gennem de mest skeptiske hørebriller. Man finder selvsagt ingen poppede ørehængere, men snarere et krøllet, frodigt og vildtvoksende sonisk landskab der fornyer begejstringen efter hver udforskning. Lige så stille kryber konturerne under huden og helt ind i hjertet. Mesterligt og medrivende.