Miike Snow

Guess what: Britney Spears skrev og producerede ikke sit megahit ’Toxic’ selv. Det gjorde de svenske producere Bloodshy & Avant. Om de to herrer er trætte af at stå i skyggen, skal her være usagt, men nu træder de i hvert fald delvist ud i rampelyset under navnet Miike Snow i selskab med den amerikanske sanger Andrew Wyatt i front.

Og der er ingen tvivl om, at Bloodshy & Avant fortsat både kan finde ud af at skrue på knapper og skrive über-fængende moderne popmusik, der citerer ivrigt fra et broget katalog af genrejonglerende popkunstnere. ’Animal’ lyder eksempelvis som et usandsynligt men vellykket samarbejde mellem Sting og Passion Pit. På ’Burial’ mødes blødt rumklangsklaver á la Coldplay med Animal Collective-inspirerede vokaler, ’Song For No One’ er en indadvendt lillebror til Peter Bjorn & Johns nyklassiker ’Young Folks’, mens ’Faker’ er rendyrket Beatles-pastiche. Det fungerer sgu langt hen ad vejen.

Wyatts tekster bliver dog sommetider ufrivilligt komiske i bestræbelserne på at være semi-obskure og indie-agtige: »Uninvited to play where language doesn’t hurt, with nothing on my shirt«, synger han gumpetungt på ’A Horse Is Not a Home’.

Det ændrer dog ikke på, at ’Miike Snow’ er en ganske fin debut, der burde kaste et par velfortjente hits af sig. Det er enormt velproduceret og lyder på mange måder som The Real Deal. Lidt ligesom IKEA: Solidt, men ikke super originalt.

Miike Snow. 'Miike Snow'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af