Spiral Stairs
Det er tvivlsomt, om navnet Scott Kannberg får en klokke til at ringe hos særlig mange mennesker. Men hvis man nu tilføjer, at han tilbage i 1989 dannede det legendariske, amerikanske band Pavement med sin barndomsven Stephen Malkmus, så burde de fleste mennesker med en sund interesse for indierock være med.
Selv om det uden diskussion var Malkmus, der dengang var bandets bedste sangskriver, har Kannberg stået bag urørlige og kriminelt iørefaldende supernumre som ‘Two States’ og ‘Date With Ikea’. Så helt tabt bag af en vogn, når det kommer til at skrive fængende lo-fi-popmusik, er amerikaneren altså ikke.
Eller det var han ikke. Under pseudonymet Spiral Stairs udgiver Kannberg nu sit første soloalbum, siden Pavement gik i opløsning, og her bliver man gevaldigt skuffet, hvis man havde håbet på noget, der kunne matche de sange, han skrev i Pavement. ‘The Real Feel’ er simpelthen en hamrende kedelig samling blues- og rocksange, der godt nok trækker på beundringsværdige inspirationskilder som Neil Young og Bob Dylan anno 1970, men som ikke besidder forbilledernes nerve eller melodiske sans. I stedet lyder det bare gumpetungt og ligegyldigt.
Lyden og sangskrivningen er simpelthen så middle-of-the-road 90’er-rock-dvask, at det er til at blive helt deprimeret af. I pressemeddelelsen skriver Kannberg, at han efter bruddet med Pavement overvejede at stoppe med at spille musik. Det virker i bagklogskabens lys faktisk ikke som nogen dum idé.