Monsters of Folk – monstrøs magtdemonstration
Efter sådanne fem minutter kan man roligt lægge sig i graven: Bright Eyes’ ‘At the Bottom of Everything’, ledt an af Mike Mogis og Conor Oberst, hvor Oberst, Jim James (My Morning Jacket) og M. Ward sang et vers hver, inden M. Ward afsluttede med en overlegen guitarsolo.
Det var vel det, man kalder en våd drøm. Det var også klimaks efter to og en halv time og et sæt på over 30 sange, sammensat af tre bugnende bagkataloger og en enkelt nyristet, fælles plade, som ikke på noget tidspunkt kedede.
Alt taler ellers for, at et projekt som Monsters of Folk skal skuffe. James, Ward og Oberst mønstrer hver især noget af den bedste nutidige, amerikanske sangskrivning, men på Vega var det svært at få øje på store egoer og fine fornemmelser. Alle fik plads, og selv den medbragte trommeslager Will Johnson gav et par solonumre.
På Vega nåede bandet næsten hele debutpladen igennem og fortolkede undervejs i fællesskab de største af hinandens respektive nyklassikere. Og dem er der mange af. De bedste? Måske M. Wards ‘Vincent O’ Brien’, Bright Eyes ‘Old Soul Song’ og MMJ’s ‘At Dawn’. Eller deres fælles ‘Say Please’. Take your pick.
Og alt dette formår bandet at gøre uden en egentlig kapelmester men med en rollefordeling, der er perfekt og harmonisk afstemt. Med Mike Mogis som effen strengemand i kanten af spotlyset er Conor Oberst den headbangende, dystopiske historiefortæller, Jim James den storladne himmelstræber, mens M. Ward binder tingene sammen med sin uprætentiøse grusrøst og uovervindelige guitarspil.
De tre sangeres stemmer passer bedre til hinanden, end selv det mest heldigt sammensatte konceptband kunne drømme om. Og som de stod der på række med store grin på læberne og ryggen til publikum, inden næste sang satte i gang, lignede de også verdens smukkeste boyband.
Indrømmet, de kunne til tider have spillet mere tight, og sættet lagde måske lige lovlig meget vægt på ballader, men nu er vi ude i absolutte luksusproblemer. Jeg har aldrig tidligere været til en tre timers koncert, som jeg syntes var for kort. Det ville faktisk være uforskammet at brokke sig over noget som helst.