Diverse kunstnere
Pladeselskabet VUF har i samarbejde med Dannerhuset bedt 14 kvindelige kunstnere om deres bidrag til en plade, der skal sætte fokus på vold mod kvinder. Overskuddet går ubeskåret til krisecentrets kamp for en bedre tilværelse for disse kvinder, og det er desværre skræmmende tiltrængt.
Vi kommer godt rundt i krogene med både mere eller mindre ordinære pop, skrøbelig singer/songwriter og elektronisk musik fra både etablerede og debuterende kunstnere, og der er masser af fine bidrag. Liv Lykke kryber for eksempel hen over gulvet i samarbejde med produceren Jenno i den vidunderligt frække, boblende jazzede ‘Chi’. Hannah Schneiders bidrag ‘The Best Kept Secret of This Room’ er en iskold James Bond-tema-agtig sag, og RebekkaMaria viser på ‘Robin Parts’ endnu engang, at hun er dragende i sin underspillede dramaturgi.
Af debutanterne bør fremhæves Coco Moon, der har så meget klasse og coolness, at det råber på opmærksomhed, Roxy Jules, der leverer skæv og beskidt pop med en snert af støj, og Ditte Mellson med den funky ‘On Me’, hvor en mur af lyde og samplinger går op i en højere enhed.
Hvor trist det end er, at nogle kvinder må leve med vold og angst i deres dagligdag, så sætter opsamlingen en tyk streg under, at vi samtidig har en imponerende mængde danske sangerinder i dette land, der tør, vil og kan. Lad os håbe, at de kan medvirke til at sætte fokus på en vigtig sag.