Fanfarlo

Er mandolin, violin, klarinet og klokkespil musikalske ingredienser, der kan gøre dig småberuset? Så er det måske Fanfarlo, du skal lade dig varme af i den kolde vintertid. Med varieret instrumentering fascinerer den London-baserede sekstet på et debutalbum, der byder på en liflig omgang folkrock, der både minder om Arcade Fire, Beirut og Noah and the Whale.

Centreret om den svenske forsanger og frontmands Simon Balthazars smånasale vokal formår Fanfarlo at skabe små popballader, der med en insisterende lethed vokser ud af højtaleren og kryber ind under huden. På trods af en heftig brug af forskellige instrumenter – lydbilledet rummer af alt fra køkkenvask-lyde til trompet og sav – så er virkemidlerne doseret med omhu og omtanke, så størstedelen af albummets 11 skæringer alligevel et herligt nedbarberet bekendtskab. ‘Reservoir’ bygger således på et naivt, godmodigt og glædevækkende budskab, som udføres med sikker musikalsk hånd.

Fanfarlos tekster kan hverken kategoriseres som regulært fængende eller nærværende, men det er også lige meget, når det er så tydeligt, at bandet gerne vil sprede gode stemningsviberationer med deres musik. Numrene ‘The Walls Are Coming Down’, ‘Luna’ og ‘Fire Escape’ er alle solide popperler i bedste amerikanske folkrock-tradition, så man både tænker Sufjan Stevens og Clap Your Hands Say Yeah!.

Sine steder kan Fanfarlos naive udtryk og varierede instrumentbrug blive en anelse enerverende, men i de rette portioner er albummet herligt insisterende og forfriskende.