Real Estate

Der findes sommerplader, og så findes der goddamn sommerplader. Amerikanske Real Estates selvbetitlede debut hører til sidstnævnte kategori. Vi snakker stille og rolig guitar-poprock, der er mikset med cirka halvt så meget rumklang, som når My Morning Jacket eller Band of Horses sparker sange ud. Hvilket altså stadigvæk er fucking meget rumklang.

Men det er sådan set fint nok. Det er mere det med sommerstemningen, der kan blive for meget. Eller for at være helt præcis – for lidt. Det er nemlig musik, der slentrer stille og roligt derudaf. Fra hængekøje til hængekøje. Fra den ene lunkne øl til den anden. Fra aftensolen til tømmermændene. Og man bliver ærlig talt lidt døsig, når man har været udsat for det et stykke tid.

Jeg vil ikke kalde pladen kedelig, for kedelig det er sådan noget, som leverpostej og folk fra Belgien er. Men jeg vil gerne kalde den underholdningsmæssigt udfordret. Real Estate virker lidt som surfmusik for folk, der ikke gider surfe, og udslagene på mit adrenalin-o-meter er relativt begrænsede.

Men nu behøver musik jo ikke nødvendigvis at tage fat i kraven på én og ryste løs for at være godt. Og i flere momenter formår Real Estate da også at ramme en smuk hypnotiserende tone, der for eksempel kan lede tankerne hen på Yo La Tengos bedste øjeblikke. Der sker bare ikke hele tiden, og det er synd. Jeg kunne forstille mig, at der kunne være et mesterværk i vente fra det her band, men det er ikke denne her plade.