Archie Bronson Outfit

Siden Archie Bronson Outfit blev signet på det indie-velansete pladeselskab Domino, har der været en vis forventning til bandet, som det overhovedet ikke har levet op til. Men med sit nye album tager den britiske gruppe et skridt i en grimmere retning og gør hysteriet en smule mere berettiget.

‘Coconut’ er overvejende mere obskur og uskøn end tidligere, og Archie Bronson Outfit bevæger sig dermed væk fra Dominos hitmaskine Franz Ferdinand. Rocklyden er mere larmende, mere groovy, mere beskidt, mere grim. Og det er rart. For tidligere har gruppens forsøgt sig (for meget) med en nedskrællet omgang garagerock, men nu er der ofte meget mere fylde og lyd – og der er synthesizere!

På albummets to første numre er guitarlyden som en sav, der arbejder perfekt sammen med forsanger Sam Windetts forvrængede, uklare og sørgeligt desperate vokal. Her er skivens epicenter, og havde den stoppet sin rotation efter de to numre, var den til seks stjerner på Richter-skalaen.

Men den forsætter, og den britiske trio bliver mere ligegyldig, i takt med at albummet bliver ældre og ældre. De når et kedeligt niveau på den sidste halvdel, fordi de går ned i tempo og fylde, dropper den skærende guitarlyd og forsøger at lægge Windetts uskønne vokal i front på pænere popmelodier. Og den går altså ikke.

Archie Bronson Outfit. 'Coconut'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af