We Have Band
We Have Band er endnu et af utallige debuterende bands, der er blevet udråbt til at blive de nye store stjerner på en evigt stjernehungrende engelsk musikscene. Trioen har da også ganske godt fat i den rette ende med deres synthbaserede melankolske electropop, hvor der ikke er nogen tvivl om, at inspirationskilderne hedder Depeche Mode og Talking Heads.
Men samtidig søger We Have Band at sende deres gennemtænkte popsange afsted mod nutidens dansegulve, hvor det stadig er i orden at bevæge sig takt til mørk emopop. Og det er netop i de mere upbeat numre, hvor man fornemmer, at inspirationskilderne er knap så præsente, at musikken fungerer bedst. Bedste bud er ‘Honeytrap’, hvor der endelig gives plads til det vitalt vigtige og fængende omkvæd, som leveres i et charmerende dansabelt popunivers.
Men hvor bliver den gode melodi generelt af? Den fornemmelse sidder man med efter adskillige gennemlytninger. Bandet er nemlig klart bedst til at skabe det flotte popskelet, finde de rette lyde og programmere trommer og synthfigurer. Men det sker på bekostning af det gode fængende melodiske figurerer, som, hvis de havde været tilstede, kunne have givet albummet et skub i retning af noget mere unikt og interessant.