Manual – et glimt af himmelhvælvet
Uret viste, at der var gået knap 45 minutter, og hjernen fortalte, at Manual vistnok kun havde spillet fire numre alt i alt. Men grundet den hypnotiske, berusende og dog samtidig afdæmpede energi, som Jonas Munk og venner lagde for dagen, føltes det som om, man for en kort stund var blevet opslugt i en tidslomme.
Med et set-up bestående af alskens elektronisk gear og ingen vokalbistand af nogen art kunne man have frygtet endnu en uinspireret laptop-koncert uden nerve. Heldigvis var det faktisk ikke laptops, de tre musikere stod og rodede med. Det var sequencere, samplere og effektpedaler samt et par elektriske guitarer. Så til trods for den 100% instrumentale musik og det totale fravær af verbal kommunikation, bibragte al den elektronik faktisk et element af menneskeligt nærvær. Man kunne se, hvordan der lige for øjnene af én blev kreeret storslået musik.
For musikken var selvfølgelig det, der først og fremmest tog pusten fra én. Det standhaftige Pop Revo-publikum blev vidne til en kunstner, der på en og samme tid formår at have sin helt egen distinkte lyd, samtidig med at man aldrig er i tvivl om, hvem Manuals musikalske helte er.
Hans trademark er at skabe skyhøje lag-på-lag af sejlende og drømmende electronica, der gentages og gentages, indtil ens ører er ved at eksplodere. Hvilket skal forstås positivt. Denne aften blev det suppleret af støjende guitarflader, der ville have gjort My Bloody Valentine stolte, ligesom der nok ville have været anerkendende nik fra tyske krautrock-pionerer som Kraftwerk og Neu!. Alt i alt en fantastisk koncert der gav én fornemmelse af, at himlen var lidt tættere på Jorden end normalt.