Spot Festival 2010: Sleep Party People – unik inderlighed
Du kender det. Melankolien, eftertænksomheden og følelsesfuldheden der rammer en, når man vandrer hjem fra byen og procenterne raser i blodet. Mens solen kæmper sig over horisonten, og lysene i byens vinduer langsomt bliver tændt, trasker man isoleret i særegne og kontemplative tanker.
Enmandsprojektet Sleep Party People er musikken til disse unikke natlige stunder. Derfor virkede det som en stor udfordring, at hive den unikke inderlighed ind i en koncert klokken 17 på en solbadet Spot Festival. Men under Ridehusets mørke og svale tag formåede Sleep Party People at skabe mentale huller af koncentration og inderlighed og efterlod et stærkt personligt og unikt indtryk.
Bag Sleep Party People gemmer Brian Batz sig, men denne eftermiddag havde han fået selskab af fire musikere. Iklædt kaninmasker var der fra start lagt vægt på, at musikken var i fokus, og med et hård elektronisk udgave af ‘The Dwarf and the Horse’ var et godt fyldt Ridehus’ opmærksomhed fanget fra start. Det var et smart trick, for publikum mistede ikke koncentrationen igennem den 45 minutter lange koncert, og dedikationen var malet i deres ansigter.
Sleep Party People debutalbum er et af årets store positive overraskelser. Dets ene svaghed er dog, at numrene smelter sammen og ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden. Med fem musikere på scenen overkom bandet den svaghed med lethed, og deres hypnotiske leg med modsætninger, barnlig og mekanisk vokal, guitar, klaver og elektroniske bidder sugede publikum til sig.
Undervejs svingede nerven en smule, men begejstringen fra publikum var oprigtig og stor, da Brian Batz genert tog sin kaninmaske af og takkede publikum for god koncert. Selv tak Brian, forventningerne til næste udspil har nu med rette vokset sig større.