Devendra Banhart – gælden blev tilbagebetalt
Vikingerne mente, at man skal kende en mands styrke på mængden af hår på hovedet. Det glade legebarn Devendra Banhart har fået håret klippet kortere, men stemmen er stadig præcist så kraftfuld og opførelsen så livebekræftende, som da håret og fuldskægget gik ud i ét. Og som en bod for den beduggede optræden ved hans besøg på Lille Vega i 2004 blev der tirsdag aften i Store Vega betalt af på gælden fra sidst.
Med sit gamle orkester The Grogs, som sidst var reduceret til en flok fulde drengerøve, var der denne gang et stort overskud i sammenspillet bag Banhart. Som var hele holdet trådt direkte ud af 1970’erne, åbnede blandt andet ‘Long Haired Child’ og ‘Baby’ med syre-rock og lalleglad calypso-pop, inden aftenens store og yderst glædelige overraskelse.
Banhart satte sig alene med den akustiske guitar i hånden, og var tilbage til sit musikalske udgangspunkt, hvor kærligheden til ham ramte os seks år tidligere. ‘The Body Breaks’, Little Yellow Spider’ og A Sight To Behold’ var som en længe savnet kærlighed, der vender tilbage med åbne arme. Tilpas afmålt og uden at dvæle i fortiden længere end nødvendigt.
Legebarnet kom senere igen op i Banhart med en blanding af egne nyere sange med ‘Seahorse’ som et magisk højdepunkt og overlevering af mikrofonen til både trommeslageren og bassisten som lavpunkter. Inden da var skjorten røget af til højlydte suk fra det overvældende store opbud af yngre kvindelige fans, og da Banhart slutteligt tog ‘I Feel Just Like a Child’ helt bogstaveligt ved at springe rundt i baby-lignende underbukser – og ikke andet – var der ikke megen sandhed i vikingernes filosofi. Der er stadig kraft i hippien med det barnlige sind.