Sleep Party People – velkommen i kaninklubben
Umiddelbart lignede det en svær opgave for Sleep Party People, da de tirsdag eftermiddag indtog Pavilion Junior, iført deres karakteristiske hvide kaninmasker under sorte hættetrøjer. Med den ubarmhjertige sol uden for teltdugen, kunne man have sin tvivl om, hvorvidt bandet kunne få publikum med helt ind i debutalbummets natlige melankolske univers.
Sanger Brian Batz’ enmandsprojekt, der live er udvidet til en gruppe, betjener sig visuelt af temmelig enkle og effektive virkemidler med de dystre kaninuniformer. Musikalsk derimod skifter de konstant karakter. Fra det lavmælte melankolske til det mere uptempo elektroniske, akkompagneret af dansegulvets stroboskoplys.
Eneste anke imod Brian Batz og hans kaninkumpaners debut på Roskilde var at visse af virkemidlerne kom til at virke en anelse monotone i længden. Især den mekaniske vokal, der i små doser er virkelig dragende, blev efterhånden noget ensformig.
Det ændrede dog ikke på, at Sleep Party People virkelig var forførende, når deres opskrift lykkedes. Som i koncertens afslutning, hvor bandet med den dragende ‘I’m Not Human At All’ for alvor slap alle tøjler og viste hele sit udtryk i ét enkelt nummer.