The Chemical Brothers ‘Further’
Wonky, haunted house, chillwave og UK garage – den elektroniske musik muterer og formerer sig med ekspresfart. Fjerne afkroge bliver afsøgt og gjort til velkendt territorium, hvorefter stafetten straks sendes videre i den evige jagt på det næste nye i mødet mellem menneske og maskine.
Men Tom Rowlands og Ed Simons stod af ræset for længe siden. Og på deres syvende album har The Chemical Brothers mest af alt travlt med at lyde som sig selv.
Sidst de bød op til dans var i 2007, hvor flere prominente navne med Klaxons i spidsen tog en svingom på ‘We Are the Night’. For første gang i karrieren er der denne gang ingen gæster som galionsfigurer. I stedet har d’herrer samplet nogle vokal-stumper og skruet ned for det poppede og op for det psykedeliske. Ellers er alt ved det gamle – euforiske crescendoer, hypnotiske forløb og spandevis af block rockin’ beats i stadionstørrelse.
Den teknologiske udvikling har altid sat sit præg på den elektroniske musiks ditto. Nye dimser har givet nye muligheder. Set i det lys bliver den klassiske Chemical-lyd mere og mere gråhåret. Ikke at de skulle være mere modebevidste og hoppe med på dubstep-dillen af den grund, men bare de diskede op med noget med en vis vitalitet. Men nej, energien nøjes med at gå hånd i hånd med nostalgien. ‘Another World’ bruger endda samme laserlyd som på det 15 år gamle debutalbum.
‘Escape Velocity’ er maksimal udnyttelse af minimale virkemidler, og der spilles med musklerne på den eksplosive ’Horse Power’, der galoperer derudaf anført af en vrinskende hest, så kemien for en stund bliver komisk. Men selv om det et par gange giver grobund for en vis eufori, så er ‘Further’ ikke et skridt videre i karrieren – snarere står The Chemical Brothers i stampe. Også selv om duoen gør hvad de kan for at få os andre til ikke at stå stille.