Biffy Clyro – muskuløs rock’n’roll

På hjemmebanen i Storbritannien er Biffy Clyro vokset til stadionstørrelse. Anderledes forholder det sig herhjemme, og der var da også ganske god plads mellem publikummerne under Arena-scenens enorme teltdug, hvor skotterne var programsat fredag aften.

De der dukkede op fik sig til gengæld en times voluminøs, kraftfuld og medrivende rock. Biffy Clyro trådte behørigt ind på scenen med blottede overkroppe og tætsiddende tatoveringer, og lige fra den indledende ‘That Golden Rule’ tændte bandet op under massive guitarbredsider og en bund, der var lige så sprælsk, som den var tung.

Herfra spillede Biffy Clyro sig selvsikkert igennem deres muskuløse sange, der befinder sig et sted mellem Foo Fighters, Muse og Kings of Leon – med effektive omkvæd, rytmiske krumspring og Simon Neils robuste vokal.

De store overraskelser var der ikke. Biffy Clyro slingrer sjældent på vejen mod det masseappellerende rock’n’roll-sus, men bandet viste sig som et yderst velspillende kollektiv, der med numre som ‘The Captain’ og ‘Mountains’ har potentiale til at finde langt flere danske ører. Næste gang bliver pladsen sandsynligvis mere trang.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af