Jimmy Edgar
Skinnet kan ofte bedrage. For mens titlen på Jimmy Edgars andet soloridt samt sangtitler som ‘Hot, Raw, Sex’ og ‘Physical Motion’ nemt kunne henlede til den mere slimede del af menneskelig interaktion, er det nu faktisk emner som cølibat, kærlighed og tab, der efter eget udsagn har præget Detroit-knægtens nye omgang funk- og jazz-inspirerede elektroniske eskapader.
Men én ting er ophavsmandens eget syn på sagen. Noget andet er musikken, der her taler sit tydelige sprog, og uden det store omsvøb opfordrer til det direkte modsatte af cølibat. Edgars insisterende og lavmælte hvisken, electroficerede og sensuelle r’n’b-jams og Prince-klingende body-funk er ikke til at tage fejl af.
Ligesom hos kollega Dám-Funk ligger Edgars rigtige force dog i kombinationen af fortiden og fremtiden, det elektroniske og det menneskelige. Og at det 26-årige talent hovedsageligt har optaget ‘XXX’ på analogt udstyr, kæder det futuristiske synth-univers og de retro-inficerede boogie-produktioner dydigt sammen med Edgars baggrund i house og techno.
‘XXX’ er dog for det meste både mindre techno og mindre industriel end debuten ‘Color Strip’ fra 2006. Man skal dog ikke være bekymret for fald i kvalitet, kun indstille sig på et mindre skift i udtryk og et let fald i gennemslagskraft. Og her er det altså kun det sidste, der trækker ned, i endnu et kapitel af forhåbentligt mange fra en producer med talent for både homage og fremtidssyn. Og sexede beats ej at forglemme.