Lindstrøm & Christabelle – effektfuldt disco trip
Takket være Prins Thomas, der dj’ede fremragende inden, trippede det meste af Cosmopol-teltet allerede godt og grundigt, da Lindstrøm & Christabelle overtog scenen. De seneste år har Norge, og særligt miljøet omkring det Oslo-baserede label Smalltown Supersounds, været succesfulde bannerførere for en art spaced out neo disco, der efterhånden har vunder indpas på klubber rundt om i verden. Nu har den i den grad også gjort det på Roskilde Festival. Med makkerparret bag roret fortsatte trippet ufortrødent.
På studieoptagelserne flytter Lindstrøm en del af fokus fra dansegulvet mod mere poporienterede territorier, når han arbejder med den charmerende sangerinden Christabelle. Live henvendte de sig direkte til dansegulvet og udnyttede det imponerende lydsystem fuldt ud. Christabelle leverede masser af kælne pop-hooks, mens Lindstrøms spacy og bastunge produktioner swingede effektfuldt under.
Det hele vakte på én gang minder om helt klassisk italo-disco, som konger som Giorgio Moroder lavede den i gamle dage, og om den nye norske lyd. Det var befriende og imponerende at se duoen give respekt til fortiden, alt imens de tog den med mod det, der sagtens kan være, og i hvert fald lød som, fremtiden.