Paramore – god levering af dårlig vare
Bifaldet fejlede ikke noget. Det var mere musikken, den var gal med, da amerikanske Paramore indtog Arena med deres poppede punkrock, der er som skabt til tvære teenagere, der hader forældre men elsker emo.
Leveringen sad sådan set lige i skabet, men den var også skåret lige efter skabelonen for den slags inklusiv power-akkorder og punk-attitude. Bandet, der er populære på både Billboard- og Boogie-listen, kan dog selv med små virkemidler skabe store omkvæd, som på ‘Ignorance’ og ‘Twilight’-hittet ‘Decode’ der fik det unge publikum i fuldt firspring.
De unge knægte og den ene kvinde på scenen virkede veloplagte, og forsanger Hayley Williams sprang stakåndet rundt på scenen og leverede i den grad varen, og begejstringen under teltdugen blev endnu større mod slutningen, da en fan fra forreste række blev hevet op på scenen for at synge med på sidste nummer.
Med andre ord fortjener bandet ros for indpakningen men ris for indholdet – for samtlige sange var hentet på samme hylde, hvor det ordinære vandt over det originale. Energien endte derfor med at blive ensformig, men de trofaste tilhørere skreg stadig på mere efter en times tid. Det er svært at være teenager. Men let at være Paramore.