Dungen

Svenske Dungen bliver mere sofistikerede for hvert album, selv om deres femte i rækken har fået den bramfrie titel ‘Skit i allt’, der oversat betyder ‘Skid hul i det hele’. Bandet, der er langt mere anerkendte i udlandet på trods af de svenske sangtekster, blev i starten i hjemlandet opfattet som en flok overvintrede hippier, men efter frontfigur Gustav Ejstes begik mesterværket ‘Ta det lugnt’, kunne ingen ignorere Estjes fine aftapning af psykedelisk folkpop.

Ligesom forgængeren ‘4’ er ‘Skit i allt’ et relativt kort, men substantielt album. Det er noget mere tilbagelænet og jazzet denne gang. Man finder måske ikke et så bragende godt nummer som ‘Det tar tid’ – eller for at tage et par skridt længere tilbage: ‘Du e för fin för mig’ – men helheden er så tilfredsstillende og behagelig lytning, at det er fuldstændig lige meget.

Bandet har stadig tendens til at fortabe sig i udknaldede jams, repræsenteret ved ‘Högdalstoppen’, mens ‘Vara snabb’ serverer den vemodige blanding af børnejazz og folkemusik, som børn i 70’erne blev udsat for i de svenske børneprogrammer. På ‘Brallorna’ gæstes bandet af Anna Järvinen, hvis to fabelagtige album Dungen medvirker på, og de banker ikke uventet en smuk sang sammen om et par gamle beskidte bukser. ‘Soda’ er et af de mest fløjlsbløde numre, jeg hørt. Og sådan er det her album. Et langt chill-trip.

Dungen. 'Skit i allt'. Album. Subliminal Sounds.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af