T.I.

Det har ikke handlet meget om musikken, når snakken er faldet på T.I. den senere tid. I stedet har anholdelser, kontroverser med kolleger og såmænd også historien om, hvordan rapperen reddede en mand fra at hoppe ud fra en bygning og begå selvmord trukket overskrifter. Og endnu en fængselsdom – som T.I. netop er begyndt at afsone – har også kastet en skygge over udgivelsen af hans syvende album ‘No Mercy’.

Den gode nyhed er til gengæld, at Atlanta-rapperen bruger det som brændstof i flere af teksterne. På åbneren ‘Welcome to the World’ bekender han både kulør og synder for på den måde at konfrontere folks opfattelse af ham som kendt person. Det sker på en boblende bund af et balstyrisk beat, som Kanye West leverer og gæsteoptræder på.$0 $0 Den sprøde ‘How Life Changed’, ‘Castle Walls’ og det dystert huggende titelnummer ‘No Mercy’ er alle tracks, hvor tunge trommerytmer, bundsolide basgange og mørkt stemningsmættede strygere supplerer de fængslende fortællinger fint. Og på sidstnævnte opsummeres T.I.’s dagsorden ret så rammende, når han rapper »You can be certain ain’t nobody perfect / But when you rich nobody gives a shit, no mercy«.

Når helheden alligevel kun er fængslende i momenter, skyldes det alt for meget ligegyldigt fyld, hvor der lefles for lytteren med ligegyldige rimerier, letkøbte hooks og sovsede synthproduktioner uden egentlig hitpotentiale. Så meget mere ærgerligt er det, at T.I. ikke satser helhjertet på den kunstneriske tyngde, der ellers er flere tilløb til.

T.I.. 'No Mercy'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af