The Suzan
Japansk rock har i flere år gået tiltrukket sig opmærksomhed i den vestlige verden, og bands som Boris, Mono, The Boredoms og Nissennenmondai har givet Japan status som et land, der i langt højere grad end sine naboer omfavner den vestlige musik. Selv om The Suzan ligger i den mere poppede ende af skalaen, er de et pragteksempel på, at japanerne har en enestående evne til at skabe interessant musik.
The Suzan er en pigekvartet, som rent genremæssigt skøjter rundt mellem garagerock, pop, folk og psykedelisk bluesrock uden på noget tidspunkt at dvæle for længe samme sted. Sidstnævnte fremkaldes af et 70’er-klingende orgel, der ledsager flere af numrene. Akkompagnementet varierer ligeså hyppigt, og foruden guitar, bas og trommer krydres de 13 skæringer med strygere og xylofon, som på åbneren ‘Home’, og harmonica på ‘Rondo’.
Det er de færreste bands, som slipper godt fra sådan et virvar, men selv om ‘Golden Week For The Poco Poco Beat’ er en rodet affære, bliver rodet for The Suzans vedkommende et billede på en regulær tour de force gennem pigerockens historie. Fra The Go-Go’s over Sleater Kinney og Le Tigre til The Donnas. Førsteklasses østrogenrock med en umiskendeligt snert af japansk legesyge.