J Mascis
Efter gennem 25 år at have gjort karriere på at levere eksplosivt støjende guitarudladninger har den gråhårede guitargubbe J Mascis for første gang givet sin trofaste Fender Jazzmaster og havefræser-distortionpedal en pause. I stedet disker Dinosaur Jr.-frontmanden her op med ti afdæmpede og spartansk orkestrerede sange centreret omkring den akustiske guitar.
»Åh nej! Skal gode gamle J nu til at være følsom og kedelig?«, spørger du måske. I realiteten er resultatet dog lykkeligvis ikke så kedsommeligt, som man kunne have frygtet, for nok er Mascis at foretrække med sin overstyrede el-spade mellem grabberne, men han er overraskende også ganske ferm til at skrue små akustiske skæverter sammen, hvilket er tydeligt på det inderlige titelnummer, hvor sagte fingerspil og et simpelt strygerarrangement fornemt ledsager Mascis’ karakteristiske snøvlevokal. Ligeledes forvaltes det nedbarberede udtryk fint på den minimalistiske perle ‘Very Nervous and Love’ og på den vuggende ‘Is It Done’, hvor det alligevel lykkes Mascis at få klemt en enkelt lille overstyret guitarsolo ind i det ellers så stilfærdige og idylliske lydbillede.
Når lytteren så alligevel ikke sendes helt op på den lyserøde indie-sky, skyldes det, at albummet til tider emmer lidt for meget af hyggestue, og man møder lidt for sjældent den stenede charme, som Mascis ellers er garant for, når han er i sit es. Men som afdæmpet hyggesoundtrack fungerer albummet skam upåklageligt.