The Wombats
The Wombats ved godt, hvad de vil. For som på 2007-debuten, der var lyden af en flok ubekymrede og kække highschool-kids, der ikke havde meget andet end fest og piger i hovedet, er ‘This Modern Glitch’ direkte henvendt mod overfyldte dansegulve fyldt med overgearede teenage-hipsters. Aldrig har begrebet ‘letbenet’ været så passende.
Det kræver nemlig absolut intet for lytteren – det skulle da lige være tålmodighed – at lægge ører til Liverpool-knægtenes krukkede udgivelse af en toer. Jovist, hitpotentialet er svært at benægte på en stor del af pladens numre, og de hektiske synths, pulserende trommebeats og distortede basgange gør da præcis, hvad The Wombats vil have dem til.
Men det hektiske tempo og de intetsigende tekster om uforløst kærlighed og hurtige biler får mest af alt trioen til at ligne en prepubertær version af White Lies. Det bliver allerede antydet kraftigt på åbneren ‘Our Perfect Disease’; et nummer der dog lyser op i sammenligning med ‘Techno Fan’, hvis lyriske side er mindst så enerverende som sangens titel, og som får banket førnævnte påstand fast med syvtommersøm.
The Wombats kender bestemt deres virkemidler – og cadeau for det – men formlen er simpelthen decideret afskrækkende over en hel plade, og det gør ‘This Modern Glitch’ til en meget stor udfordring at arbejde sig igennem. Det er fint at have haft en rar ungdom. Men nu er det måske på tide at komme videre.