The Eclectic Moniker – sydlansk studenterfest

Ni hankøn på scenen, en håndfuld balloner og et talrigt studenterbefolket publikum. Det var kulissen, da Karrierekanonens nyeste stjerneskud fyrede op for en koncert, der lød som et undervands-jam mellem Vampire Weekend og hele crewet fra Disneys ‘Den Lille Havfrue’. Seancen blev kickstartet med den storslåede volapykhymne ‘Typewriter’, der tilhører bandet Börsenfieber, som også har et par medlemmer med i dette nye københavnske (og heftigt hipster-beskæggede) kollektiv. Og det kunne høres, at det var nogle garvede herrer, der stod på scenen.

Koncerten var utroligt velspillet og lyden upåklagelig. Gulvet gyngede i takt til de afro-poppede og indie-tropiske toner, så det både lød og føltes som om, man stod på en yacht i Caribien. Selv om man kunne blive momentvis søsyg af det lidt for calypso-gøglede lydbillede og tempo, skulle man altså være godt gnaven for ikke at blive humørsmittet.

Måske grundet bandets korte levetid, savnede man også et par rigtigt interessante melodier i kaliber med guldklumpen ‘2 Officers’, som en halv time inde i koncerten fik taget sin Roskilde-mødom og også live ramte fuldstændig bullseye. Flere af den slags sange, og jeg vil glæde mig enormt til et gensyn – uden tvivl på en endnu størrre scene.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af