Vetiver

Det er fandeme ikke nemt at vide, hvad man skal sige om ’The Errant Charm’, for hvis noget er så godt som sikkert, er det, at albummet ikke giver én ret meget at tage stilling til. Nærmest alt står bomstille, og selv efter adskillige lyt kan man komme i tvivl om, hvorvidt man egentlig har hørt albummet.

Blandt bandets erklærede fans finder man så toneangivende excentrikere som Devandra Banhart, Joanna Newsom og Vashti Bunyan, men lige så besynderlige som de kan være, lige så intetsigende er Vetiver på denne femte langspiller, der, ligesom titlen antyder, slår fejl.

Musikken kan beskrives som en slags indiefolk og forsøger at tage sit udgangspunkt i 70’ernes folk-rock i stil med Neil Young. Men hvor Young tager mange med storm, kan det maksimalt blive til en let brise for Andy Cabic og kompagni. Der er meget lidt, man kan skære sig på, såvel lyrisk som musikalsk, og derfor bliver udspillets 42 minutter mestendels en ørkenvandring, såfremt man stiller højere krav til musik, end at det blot skal fungere som tapet.

Elsker man sin musik som tapet, vil man dog falde pladask for ’The Errant Charm’ og ikke mindst Andy Cabics blide røst. Ser man bort fra den flotte og detaljerige ’Worse For Wear’ og den redneck-køresangen ’Ride Ride Ride’, så bliver det bare for kedeligt og stillestående

Vetiver. 'The Errant Charm'. Album. Sub Pop.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af