CANT
Bag navnet CANT står Chris Taylor, Grizzly Bears bassist, producer og altmuligmand. Men debutalbummet er intet run of the mill-elektronisk sideprojekt. ‘Dreams Come True’ er et stærkt chillwave-orienteret soloværk med subtile bånd til moderbandet.
Slægtsskabet til Grizzly Bear skinner igennem flere gange i en blanding af kølig elektronik og håndspillede instrumenter. Den indledende basfigur i ‘BANG’ og guitarriffet i ‘She’s Found a Way Out’ leder straks tankerne på især bjørnebandens seneste udgivelse ‘Veckatimest’.
Taylors evne til at inkorporere de elektroniske elementer i den lune chillwave og indiepop er bemærkelsesværdig. Således ligger den sløvt udviklende ‘Answer’ side om side med det kakofoniske titelnummer, inden pladen lukker med den skingre ‘Rises Silent’, der med sin dystre Portishead-æstetik tilføjer endnu en facet til den diamant ‘Dreams Come True’ ender med at være efter få gennemlytninger. Smukt uden at blive kedeligt og kaotisk uden at være forvirrende.
Samtidig er Dreams Come True et uhyre tidstypisk album, der med sin skvulpende synthbølger på ‘Believe’ og slørede r’b’n-vokal på ‘Answer’ og ‘The Edge’ rammer en moderne lyd, uden det på noget tidspunkt lyder påtaget. Et vellykket soloprojekt, som gennem Taylors særegne stil får karakter af et elektronisk appendiks til ‘Veckatimest’. Og en seriøs kandidat til diverse toplister når året går på hæld.