Yuck – dårlig lydmand, velspillende band

Hvis Yucks lydmand er fast inventar på hele den igangværende Europa-turné, har bandet truffet et mærkværdigt personalevalg. Lewis Lovely, som gutten hedder, spolerede nemlig egenhændigt et ellers uplettet støjrockende lydbillede med en tænderskærende misforstået ekko-effekt ovenpå forsanger Daniel Blumbergs vokalarbejde.

Yuck virker på dette tidspunkt i karrieren ellers som en imponerende solid og sammenspillet enhed, som i aftenens anledning blot syntes lovligt over-rutinerede og grundigt trætkørte i et tourskema, som retfærdigvis heller ikke har levnet dem mange åndehuller siden sommerens festivalsæson.

Om noget følte man sig derfor ofte som vidne til en indiskutabelt kompetent, men desværre også uinspireret og -engageret afliring af bandets træfsikre repertoire, naturligvis med vægt på debutlangspilleren fra tidligere i år, men også med indslag fra en nylig ep-opsamling af b-sider, som følger med et deluxe-reissue af albummet.

De britiskbaserede, 90’er-glade indierockere måtte derfor trods en vanligt vandtæt sætliste nærmest se sig udmanøvreret af de lokale opvarmere, Waldo & Marsha, som med deres maksimalistiske more-is-more-tilgang til shoegazer og bogstaveligste double-whopper-wall-of-sound-besætning med blandt andet fire guitarister og to trommeslagere ombord sikkert tog fusen på mange af de fremmødte.

Først da koncerten gik på hæld, fejede Yuck benene væk under lytteren. Måske var det fordi, man ikke kunne høre vokalens rungende ekko henover de to guitarsvendes hvidt støjgrusede tæppebombning af lydspektret, men måske gav bandet også bare et par ekstra procent af sig selv i en stakåndet slutspurt hen imod en lidt vel klichépræget kulmination med feedende spader og flimrende stroboskoplys en masse.

Det blev kun til små 55 minutter i selskab med Yuck. Kombineret med åbentlyst søndagsflade batterier hos både band og publikum resulterede det i en mildt undervældende oplevelse, der som sagt tillige gav anledning til at forbande mindrebemidlede lydmænd herfra og til hvor peberet gror. Ærgerligt!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af