Battlekat
Mystik, hype og rygter om, at det i virkeligheden var The Knife, der gemte sig bag navnet Just A Number 05272011, gav i foråret det danske band Battlekat enorm omtale. Nu ligger bandets første ep med den mundrette titel 05272011-10242011 så klar, og den beviser, at Battlekat også musikalsk set et langt stykke ad vejen har fortjent opmærksomheden.
Med deres melodiske og let dystre electro-udskejelser kan danskerne helt klart finde åndsbeslægtede soul mates i Austra og førnævnte The Knife. Med Mathilde Katinka Böchers skingre vokal som samlingspunkt rykker de fleste af numrene temmelig solidt. Det langsomt huggende ‘Mother Nature’ byder på nogle storladne bass-breaks, der flår godt i de små nakkehår, og på ‘Business’ sender de electro-housede tendenser tankerne mod islandske Gus Gus.
Men begynder man at fokusere mere på de enkelte elementer hos Battlekat, falmer lidt af det umiddelbart positive indtryk. Mathilde Katinka Böchers vokal er både Battlekats styrke og svaghed. Den skal nydes i små doser, da den skingrer sangstil i længden bliver for anstrengende, hvilket dog også kan skyldes, at Battlekats melodier ikke er specielt stærke.
Vægten i lydbilledet ligger på synths i alverdens afskygninger garneret med forskellige mere eller mindre forvrængede elektriske guitarer. Og det er et rigtig godt bundmateriale, som Battlekat har at gå ud fra. Men når man dyrker en stil, der sagtens kunne kaste et mindre pophit af sig, er det en skam, at man ikke rigtig kan nynne nogle af melodierne bagefter. Den samlede pakke er positiv, men der er klart plads til forbedringer.