King Midas Sound
Uden nødvendigvis at rive tæppet væk under præmissen for King Midas Sounds remix-album ‘Without You,’ er det svært ikke at spørge sig selv, hvor stort behovet er for et helt album med genfortolkninger af numre fra trioens debutalbum ‘Waiting For You…’. Når det kan være udfordrende nok at finde ep’er, hvor både for- og bagside er spændende, kræver det en hel del fantasi at få 16 remixes til at lyde appetitligt.$0 $0 Til Roger Robinson, Kevin Martin og Kiki Mitomis forsvar samler ‘Without You’ et væld af kunstnere over en bred vifte af genrer: Kuedos tunge synthesizerparanoia på ‘Goodbye Girl,’ Nite Jewels electropoppede version af ‘Lost’ og T++’s – som altid – sublime nedsmeltning af ‘Miles & Miles’ trækker i vidt forskellige retninger. Her fungerer ekstremerne, netop fordi de bryder med den tilbageholdende dubsteplyd, der ellers agerer som rød tråd for albummet. $0 $0 Sammenlignet med de numre, synes de resterende remixes noget mere midtsøgende. Flying Lotus og Mala er naturligvis kompetente remixere, men alt i alt er det kun få numre, der formår at skille sig ud. For de flestes vedkommende er resultatet noget mere forglemmeligt. Uanset om tiden er løbet fra remix-albummet, havde ‘Without You’ fungeret bedre som et par stærke ep’er end ét jævnt album.