Future Islands

For undertegnede var en af sidste års større forseelser som anmelder først at få ørerne op for Baltimore-synthpop-trioen Future Islands godt et halvt år efter udgivelsen af den fantastiske ‘In Evening Air’. Med opfølgeralbummets rappe ankomst kan man heldigvis råde delvist bod på miséren nu.

Future Islands’ mest uundværlige ressource er frontmanden Samuel T. Herrings larger-than-life-soulede stemme, som har lidt af den samme vamsede og utøjlede Sankt Bernhardshunde-følsomhed over sig som Antony Hegarty eller Elbow-frontmanden Guy Garvey. Den enorme og patos-svulmende, men også modsat kattetunge-raspende og hæse vokal er tillige en fin kontrast til de spindelvævsfine og kølige, synthkandiserede pop-mobiler, bandet sætter i svingninger over ham.

Kompositionerne er både pastel-sarte og elegante i deres knivskarpe, hook-fokuserede enkelhed. Og de river og flår i hjertet, disse ny-nyromantikere, der sender laserstråler tilbage til start-80’erne med navne som Duran Duran, Roxy Music og New Order som sigtepunkter. Herring lyder som om han aldrig trættes af at kigge sig over skulderen efter knuste hjerter og kærlighedsminder, der kunne fortære selv store mandfolk i få mundfulde. Sommetider bliver hans evige parforholds-parabler og breakup-brøker dog en kende for kvalmende, som på ‘The Great Fire’, der gæstes af Wye Oak-frontkvinden Jenn Wasner, eller den teatralsk opstyltede ‘Give Us the Wind’ – begge kammer over i decideret cheesiness.

Helheden er lidt mere af en bumletur end det føromtalte 2010-album, men højdepunkter som den livstrætte sjælerenser ‘Where I Found You’ eller popperlen ‘Balance’ – der i en anden, mere perfekt verden sikkert havde grovhittet skånselsløst – retfærdiggør fint en albuminvestering.