Real Estate – tiltrængt solskin

Mens cirka resten af landet havde travlt med at drikke snaps og fotokopiere, var der på Lille Vega et frirum for nissehuer og medister. Amerikanske Real Estate havde nemlig valgt at kigge forbi med deres varme og stemningsfulde indierock, og det var noget det københavnske publikum satte pris på.

Der var totalt udsolgt og en fredagsøllet begejstring for alt, hvad de hev op af posen. Fra den ualmindeligt veloplagte ‘It’s Real’ med syng-med-omkvæd og guddommelig solskinsguitar, til et cover-nummer af det britiske 80’er-band Felt, der gik lige i mellemgulvet. Den meget delikate lyd, som Real Estate har på plade, får en smule flere muskler live og lander på den Pavement-agtige side af Death Cab For Cutie. Fin og melankolsk indiepop med en sart elektrisk nerve og et støt flow.

Læs anmeldelse: Real Estate ‘Days’

Når den hyggelige Brooklyn-bamsefar på bas sang med, gik der endda lidt Belle & Sebastian i den, og harmonien løftede forsanger Martin Courtneys vokal, der ellers ikke fyldte specielt meget. De fleste af aftenens numre kom naturligt nok fra den meget roste plade ‘Days’ fra i år, men vi fik også et par stykker fra debuten, blandt andet en dejlig version af ‘Beachcomber’ og den behageligt stenede ‘Suburban Dogs’.

Man fornemmer, at de fem herrer har hørt deres Built To Spill-plader flittigt, men uden, at de svælger i 90’er-æstetik, som visse andre bands for tiden ynder at gøre. Til sidst fik vi et par ekstranumre at varme os på, inden eskapismens boble bristede, og vi atter skulle konfronteres med virkeligheden i form af stiv kuling og julefrokostbranderter på afveje.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af