Pato

Pato Siebenhaar har mange musikalske hjertebørn. Ska, blues, hiphop og rock for blot at nævne de mest fremtrædende. Men i stedet for at smide alle ingredienser ned i samme gryde, doserer Pato nøje elementerne enkeltvis. Fra tilbagelænet solskins-ska på titelnummeret til urban-blues tilsat et dovent hiphop-beat på ‘Hvis du vil ha’ og videre til den charmerende rockede og højtempo-rappede ‘NADH’.

Alsidigt og rundhåndet fører manden os rundt i sit farverige genreunivers, alt imens tekster om junkier, politik, kæresteskærmydsler og københavnerliv flettes ind – og det vel at mærke på dansk. Pato siger i øvrigt selv, at overgangen til modersmålet gav ham en fornyet kreativitet, og det kan høres.

Læs også: Hør to numre fra Pato-albummet

Det kan virke misforstået velment at kalde ‘Ca. lige her’ sympatisk, men det er ikke desto mindre præcis, hvad albummet er. Energien og spilleglæden strømmer ud af manden, der, selv når flowet ikke sidder helt i skabet som på den ellers finurlige hudfletning af Dannevang ‘Fladt land’, alligevel formår at vinde meget alene på leveringen.

Læs også: Patos seks yndlingsalbum på dansk

Omfavnelsen af de mange stilarter på Patos godmodige, men også temmelig overfladiske måde er helt sikkert også holdbar og sine steder catchy. Men omvendt risikerer han også, at hovedparten af anstrengelserne ender i det lidt for ligegyldige, som ‘Det hele blinker’ eller ‘Fuck det hele’. Så hellere for eksempel gå blues/rap-planken helt ud.

Pato. 'Ca. lige her'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af