The Mars Volta
Man er der fluks, når et gammelt yndlingsband slipper en ny single. Men da denne anmelder for nylig lagde ører til ’The Malkin Jewel’ fra de salsa-glade progpunkere i The Mars Volta, var jeg overbevist om, det enten var et fake leak eller lyden af ’The Mars Volta shreds’ fra Youtube, der stod bag sangens ufrivilligt komiske rytmesektion og slemme Marilyn Manson-gotiske omkvæd. Men bevar mig vel, den var god nok. Det lovede ikke godt for resten af ’Noctourniquet’.
Allerede fra første sang går det om muligt endnu mere galt. Med en hæslig vrælen serverer Cedric Bixler-Zavala kriminelt pinlige strofer som »I am a landmine, so don’t just step on me«, flankeret af en hær af ildelugtende synth-prutter. Bortset fra den ligefremme ’Aegis’ og balladen ’Vedamalady’ finder man ikke skyggen af en tilforladelig melodi, hvilket også har været en mangelvare på de seneste udspil. Her har Mars-boernes overlegne samspil dog altid været noget at falde tilbage på. Nu lyder de bare dovne.
Der er ingen grund til at jage kniven dybere i de gamle helte. Man må bare trist konstatere, at The Mars Volta har gennemgået en voldsomt nedadgående formkurve siden den Rick Rubin-producerede mesterværksdebut ’De-Loused in the Comatorium’.
For med dette ultimative lavpunkt i karrieren efterlades man blot med håbet om, at frontmændene fokuserer på deres nu gendannede At The Drive-In, giver dét en sidste fornøjelig tur i manegen og bagefter holder en lang, lang tænkepause i skammekrogen.
Intet mindre end et kollektivt kollaps.