Cloud Nothings – eksplosiv energiudladning
Det var ikke mange, der havde droppet gratis cocktails, modeshows og fashionable udskejelser da Cloud Nothings lagde vejen forbi Amager. Men de, der havde taget turen til djævleøen, var vidne til en stram, støjende og fandens velspillet aften i lo-fi’ens tegn.
Med håret godt trykket ned over de store briller lignede frontmand Dylan Baldi mest af alt en introvert og stilfærdig nørd, der livet igennem er blevet valgt sidst i gymnastiktimerne. Men da han først lod guitaren tale, blev det forudindtagede og overfladiske indtryk manet i jorden.
Det er svært at forestille sig, at der kan komme så meget larm ud af de fire anonymt udseende amerikanere, der konsekvent stod med blikket fæstnet mod gulvet – men det kan der så sandelig.
Læs anmeldelse: Cloud Nothings ‘Attack On Memory’
Cloud Nothings sværger til skrattende lo-fi lyd, og koncerten på Beta var ingen undtagelse. Til tider kunne Baldis hæse vokal og teksterne om livets skyggesider kun lige anes gennem støjen.
Gruppen lagde ud med ‘Fall In’, der udviklede sig til en næsten ti minutter lang jam på grænsen til det kaotiske, hvor Dylan Baldi som en gal videnskabsmand sad bøjet over sine pedaler. De kaotiske instrumentalstykker var et gennemgående tema, hvor særligt det utrættelige kraftværk bag trommerne fik frie tøjler, og sådan fortsatte det i en punket og fandenivoldsk gennemspilning af numrene fra det nye album ’Attack On Memory’.
Cloud Nothings kunne efter en kraftfuld og eksplosiv energiudladning sende Betas gæster ud i stilheden med én ringen for ørerne, der stadig ikke har fortaget sig.