Veto
Veto har siden ’Crushing Digits’ fra 2008 bygget deres elektroniske rockunivers op af to hovedingredienser: En solid bund af smørfede og sammenflettede beats kombineret med konstant omskiftelige dystre stemninger, der for hver gennemlytning tydeligere maler disede gråvejrsbilleder på nethinden.
Det ændrer det seneste skud på stammen ikke alverden ved. Oftest befinder bandet sig i computerland, hvor den altdominerende gud fortsat er en tungsindig skabning. Dog føjer ep’en nye facetter til i form af en betydelig større brug af sampling end hidtil hørt og noget så kættersk som organiske former og glade farver.
Fans af electropop vil således hurtigt forelske sig i ep’ens smittende kludetæppe ’Four to the Floor’, der med livlige samples demonstrerer en optimisme, som nærmest dufter lidt af Passion Pit, imens ’Upwards’ med rå kraft sparker gang i en tung rocket synthesizerfest, som kun Veto kan det.
Læs anmeldelse: Veto ‘Everything Is Amplified’
Den nyfundne loopede mildhed, som allerede sætter ind i den gådefulde intro ’Bowls’, bekræftes udgivelsen igennem, og topper på ’Filter’, hvor man blot må måbe over, hvor skarpt og overdådigt et nummer kan produceres, når der står Veto på afsenderen. At eftertænksom lyrik og en eminent vokalpræstation kan hækles så overbevisende sammen med et tilbagevendende dance-tema og trommer sprunget ud af den brasilianske favela, for at ende ud i en blæseroutro, er intet mindre end overnaturligt.
Med henblik på at lette kreationsprocessen har bandet valgt ’kun’ at udgive seks sange i ep-format denne gang. Det til trods kan man heldigvis mere end nogensinde før grave dybere i bandets musik og blive overrasket gang på gang.