Veto

I Vetos sange har der altid udspillet sig en kamp mellem menneske og maskine. For som debuten erklærede, er der et beat i alle maskiner, men hvis mennesket forfalder til blind reproduktion, får det mekaniske overtaget. På den måde er Veto et meget moderne band, og på deres andet album ‘Crushing Digits’ var linjerne trukket ekstra skarpt op. Her sang Troels Abrahamsen sammenbidt fra det hjørne, albummets sylespidse electrorock havde trængt ham op i.

I forhold til den nærmest trodsige udladning er opfølgeren et helt andet og mere forsonende udspil. Bandet har selv snakket om en mere åben indspilningsproces, og den mere afslappede stemning virker til at være sivet ned i sporene, for der hviler en større grad af ro over sangene end på noget andet Veto-album.

Ikke at der er gået ren urtete i den, selv om Troels Abrahamsen viser sig som en mere og mere samfundsbevidst tekstforfatter. Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan hjørnestenen ‘Am I Awake Or Should I Wake Up’ farves af rigtigt klaver, ligesom ‘Slowres’ tilbyder et vibrerende pusterum, der ikke havde passet ind på forgængeren. Omvendt vil gruppens tilhængerskare finde rigelig pondus og drive i eksempelvis den intense, klub-klingende førstesingle ‘This Is Not’ og den tre minutter lange indpisker ‘Take It Outside’.

Det er ikke Vetos mest påtrængende album, men netop heri ligger en pointe om at sænke paraderne, stole på sin intuition og i højere grad lade tilfældet råde.