Bloc Party – 00’er-nostalgi og danseterapi
Det havde åbenbart været en elendig dag i Bloc Party-land, fortalte forsanger Kele Okereke fra scenen uden dog at komme nærmere ind på, hvad der var gået galt. Men det ændrede det begejstrede Vega-publikum på, og sammen med bandet fik de skabt en fin og for det meste yderst energisk søndagskoncert.
Der var bromance og gymnasie-nostalgi i luften, når bandet smed hits som ’Hunting for Witches’ og selvfølgelig ’Banquet’ af sted. Det kneb naturligt nok lidt mere med begejstringen for det nyere materiale, men ikke mere end, at der var et ganske fint flow i koncerten. Allerede efter ti numre forlod bandet scenen, men det krævede ikke mange sekunders tramp i gulvet, før de kom tilbage og gav en håndfuld ekstra numre. De lagde ud med et mere spøjst end vellykket cover af Rihannas ’We Found Love’ og gik videre med den festlige ’Flux’ fra deres andet album.
Læs anmeldelse: Bloc Party ‘Four’
Bloc Partys knivskarpe chops og elektrificerende hi-hats er bare særdeles velegnede til at bevæge sin dovne krop til, og lyden af britisk indie-disco anno 2007 var en glimrende tømmermændskur til publikum på det trekvart fyldte spillested.
Bloc Party fik da heller ikke lov til at slippe af sted lige med det samme, og blev lokket tilbage til et par sidste numre, hvor specielt det afsluttende ’This Modern Love’ sad lige i øjet. Selv havde jeg gerne byttet et par af de mere tunge, nye up-tempo numre for et par melankolske perler som ’Kreuzberg’ eller ’Sunday’, men man kan jo ikke få det hele.